top of page
havet
IMG_8878_edited.png

Om Liv

Liv er autoriseret psykolog og specialist i psykoterapi for voksne.
Hendes virke er farvet af en årelang meditativ praksis og en livslang interesse for eksistentielle spørgsmål og lyst til at fordybe sig i, hvad det vil sige at være menneske.

 

Hun har tidligere arbejdet socialpædagogisk med unge, der var anbragt udenfor hjemmet og påbegyndte i sin tid uddannelser på sygeplejeskolen og som misbrugskonsulent, før der var ro og retning til at uddanne sig.

Oprindeligt forberedte hun sig på at læse teologi, men med en stigende interesse for meditation, selvudvikling og den menneskelige psyke blev det psykologstudiet.

 

Hun blev cand.psych. i 2011, hvor hun skrev speciale om ’Kærlighedsevnen – et terapeutisk potentiale?’.
Hun blev autoriseret i 2016 og specialist i 2025, og har arbejdet i egen praksis siden 2011.
Hun har erfaring fra samtaler med mennesker, der har befundet sig mange forskellige steder i livet og i mange forskellige situationer, og er taknemmelig for den tillid de har vist hende og alt, hvad det har lært hende om at være menneske.

 

Liv er optaget af at inspirere og vejlede mennesker til at opleve sig selv som hele mennesker. Dette handler om at integrere så mange aspekter af at være menneske man kan, hvor man end befinder sig i livet. Og består blandt andet i at opdage sin egen menneskelighed i det at være lige præcis den, man nu engang er. For de fleste er det en livslang rejse at finde ud af, hvad det egentlig vil sige. Det er som regel ikke tilstrækkeligt med terapi og selvudviklingskurser for virkelig at kende sig selv, men de kan være en meningsfuld og uvurderlig støtte på rejsen, sammen med alt det livet ellers byder os af læring.

Terapi, personlig udvikling og meditation kan være med til at åbne de områder af os selv, som står i vejen for, at vi kan være sammen med os selv som uperfekte mennesker, og det kan være med til, at vi finder mod til at udforske vores indre mørke og komme overnes med det.

 

Liv tror på, at bagved enhver ubalanceret personlighed, indefrosset i ethvert traume, uanset hvilke valg vi har truffet og i dybet af enhver formørket sjæl findes en gnist af renhed eller lys. Det kan være skjult bag megen smerte, men selvom det kan virke uoverkommeligt og hårdt at se dybere i sig selv, er det ikke nær så hårdt og energikrævende som at at bruge livet på at løbe væk fra sig selv.​​

bottom of page